2020-2025

Et nyt kapitel for dansk rugby 2020-2025

De seneste år har budt på store forandringer og historiske milepæle for dansk rugby – både organisatorisk og symbolsk. Samtidig blev sporten, som alle andre, ramt af den verdensomspændende coronapandemi, der satte både aktiviteter og ambitioner på pause.

En sport i stilstand og omstilling
Som følge af pandemien blev der ikke spillet landsholdsrugby i hverken 2021 eller 2022. Det var første gang i nyere tid, at det danske landshold stod over i to sammenhængende år – en direkte konsekvens af restriktioner og sundhedsmæssige forhold, der gjorde det umuligt at afvikle internationale kampe. Årsmøder blev afholdt digitalt, og hele organisationen måtte omstille sig til en ny virkelighed, hvor fleksibilitet og nytænkning blev nødvendige nøgleord.

Et historisk lederskifte
Jens Aage Skare Nielsen trådte ind i Dansk Rugby Unions bestyrelse i 2013 og overtog formandsposten i 2014 efter Klaus Veile, som måtte stoppe før tid. Jens stod i spidsen for unionen frem til sommeren 2023.

I Jens Aages periode blev det internationale (sam)arbejde opprioriteret – i tråd med en målsætning fra DIF. I 2016 blev Jens Aage som den første dansker valgt ind i bestyrelsen for Rugby Europe, og i 2020 blev han genvalgt med det højeste antal personlige stemmer blandt kandidaterne. I 2023 modtog Jens Aage et jobtilbud fra World Rugby og valgte derfor at træde tilbage som formand for Rugby Danmark og samtidig udtræde af bestyrelsen i Rugby Europe.

I dag arbejder Jens Aage hos World Rugby, hvor han som Regional Partnership Manager for Europa har ansvaret for at koordinere organisationens udviklingsarbejde og investeringer i den største af World Rugbys seks globale regioner.

Hans afløser blev Ulrikka Brændgaard Nissen, der med sin tiltrædelse skrev historie som den første kvindelige formand i unionens historie. Hendes valg blev et klart signal om forandring og fornyelse, og det markerede et vigtigt skridt i retning af mere inklusion og mangfoldighed i dansk rugby.

Herunder en oversigt over Dansk Rugby Unions formænd gennem tiderne:

1950-1961 Eigil Hemmert Lund
1961-1968 Poul Erik Jørgensen
1968-1969 Jørgen Larsen
1969-1996 Erik Andersen
1996-2013 Ole Nielsen
2013-2014 Klaus Veile
2014-2023 Jens Aage Skare Nielsen
2023- Ulrikka Brændgaard Nissen

En ny identitet for fremtiden
I 2024 tog dansk rugby et betydningsfuldt skridt ind i fremtiden, da Dansk Rugby Union skiftede navn til Rugby Danmark. Navneændringen var mere end blot symbolsk – den markerede en modernisering af sportens identitet og et ønske om at favne både tradition og fornyelse. Med det nye navn ønskede organisationen at styrke sit brand, tiltrække nye målgrupper og skabe en tydeligere platform for sportens vækst i Danmark.

I oktober 2024 skrev det danske herre XV-landshold historie med en overbevisende sejr over Estland i Tallinn. Kampen endte 0-105 – en sejr, der vil blive husket som et højdepunkt i dansk rugby. Samtidig spillede Danmark Sevens-herrerne sig tilbage i Rugby Europe Sevens Trophy-rækken.

Men det var sevens kvindelandsholdet, der for alvor trak overskrifterne i 2024. Det danske kvindelandshold leverede den bedste præstation nogensinde for dansk rugby ved at sikre sig en imponerende tredjeplads ved europamesterskaberne i Trophy-serien – den næstbedste række inden for rugby sevens. Også i Chisinau, Moldova leverede pigerne et flot resultat da de igen spillede sig i finalen. Her måtte de desværre se sig slået af et velspillende tyrkisk hold.

En sølvmedalje i begge Trophy Series både i Makarska, Kroatien og Chișinău, Moldova betyder oprykning til Rugby Europe Championship i 2026 – det øverste europæiske niveau i Sevens rugby.

Et andet vigtigt initiativ i 2024 var genopstarten af U18 XV-landsholdet efter flere års pause. Holdet blev sammensat fra de to regionale hold, fordelt mellem øst og vest, og tidligere landsholdsspillere samt engagerede forældre og klubtrænere stod klar til at støtte projektet. Initiativet bygger på et stærkt samarbejde på tværs af klubberne og har som mål at skabe en glidende overgang fra ungdomsrugby til seniorrugby.

I marts 2024 blev Louise Egestorp ansat i en projektstilling, og den 1. december 2024 blev hun fastansat som udviklingskonsulent. Louise har en stærk idrætsfaglig baggrund som tidligere professionel håndboldspiller og har desuden en kandidatgrad i idrætsvidenskab med speciale i foreningsudvikling. Hendes fokusområder er medlemsrekruttering i klubberne, styrkelse og motivation af frivillige samt at skabe kontinuitet i forbundets udviklingsinitiativer.

I august 2024 blev endnu en Louise, Louise Wium, ansat som koordinator. Hun arbejder med den daglige administration, herunder turneringsplanlægning, rejser, landsholdsarrangementer, hjemmeside og mange andre opgaver og sidder til daglig på kontoret i Idrættens Hus i Brøndby.

Den 10. maj 2025 sikrede det danske herrelandshold sig førstepladsen i deres pulje i Rugby Europe Conference med en overbevisende udebanesejr over Norge på 6-32. Dermed kvalificerede de sig til en playoff-kamp om oprykning til Trophy-rækken, som er den næstbedste i Europa.

Den 24. maj 2025 på CSR-Nanoks bane i København skabte det danske herrelandshold endnu en historisk milepæl. Holdet besejrede Moldova med 41-6 og sikrede sig dermed oprykning til Rugby Europe Trophy-rækken. Ved denne lejlighed spillede Michael Friis Larsen sin landskamp nr. 50.

Rugby Danmark står i dag som en organisation i bevægelse – med respekt for sin historie, men også med et blik for fremtiden. Trods pandemiens midlertidige stop har sporten genfundet sin retning, og med ny ledelse, ny identitet, nyt navn og fornyet energi går Rugby Danmark ind i fremtiden med både ydmyghed og ambition.