Et årti med vækst og gennembrud - 1960-1969
Dansk rugby oplevede i 1960’erne en markant udvikling – både organisatorisk og på banen. Det var en tid præget af pionerånd, stærke personligheder og store sportslige fremskridt.
DRUs logo anno 1969
Organisatorisk fremgang og nye ansigter
I 1962 blev repræsentantskabsmødet afholdt på den legendariske Palæcafe i Roskilde. Her kunne deltagerne nyde en svinekotelet med is til 6,50 kr – eller en hakkebøf med is til bare 4,50 kr. Men ud over maden var der også vigtige beslutninger på dagsordenen, som afspejlede en sport i vækst.
Sådan så invitationen ud til årsmøde 1962
Jens Erik Jørgensen tog over som formand for Dansk Rugby Union i 1961 og ledede organisationen frem til 1968. Derefter fulgte en kort periode med Jørgen Larsen i spidsen, inden Erik Andersen i 1969 blev valgt som formand – en post han skulle komme til at bestride helt frem til 1996. Under hans ledelse blev Dansk Rugby Union løftet organisatorisk og sportsligt og fik en stærkere profil.
To tidligere formænd nyder hinandens selskab i forbindelse med Scandinavisk sevens. Erik Andersen og Jørgen Larsen.
Birgit og Erik Andersen har styr på point ved Scandinavisk sevens i 2016
Et historisk gennembrud
På banen kom det danske landshold i 1963 til en vigtig milepæl. I København besejrede Danmark for første gang Sverige med en 6-0-sejr – et resultat, der vakte begejstring og symboliserede den fremgang sporten oplevede. Sejren var ikke bare et sportsligt højdepunkt, men også et bevis på, at dansk rugby var begyndt at matche sine naboer i nord.
Nye klubber, nye historier
Rugbyens popularitet bredte sig også geografisk. Den 6. juni 1964 blev Aalborg Rugby Klub grundlagt af Heinrich Leth. Klubben udviklede sig hurtigt og dominerede dansk rugby op gennem 1980’erne, hvor de blandt andet vandt syv danske mesterskaber i træk. Klubben var også storleverandør af personer til DRUs landshold, bestyrelse og udvalg.
I 1960 blev Lindø Rugby Sports Club (LRSC) stiftet af Bertil Jansson, som var flyttet fra Malmø til Munkebo. Klubben begyndte under navnet Munkebo Rugby Klub og fik både træningsmark og klubfaciliteter stillet til rådighed. Efter lidt modstand fra den lokale fodboldklub fik de lov at bruge navnet Lindø RC, og i oktober samme år spillede de deres første kamp – som forkamp til opgøret mellem B1909 og B1913 på Odense Stadion. Lindø blev hurtigt en af de stærkeste klubber i landet og sikrede sig adskillige mesterskaber
.
I 1968 blev Exiles Rugby Union Football Club grundlagt af en international gruppe passionerede spillere bosat i Danmark. Klubben havde base ved P.T.I. (nu DTU) i Lyngby og blev hurtigt kendt for sin stærke klubånd og dedikation til rugbyens værdier – "the spirit of the game". Allerede i sit første år spillede Exiles mod det danske landshold og vandt kampen, hvilket cementerede deres position som en af landets stærkeste klubber. I dag kender vi klubben som DTU Exiles R.U.F.C. og klubben er stadigvæk kendt for sin stærke klubånd.
Det første danske mesterskab
Endelig markerede 1961 endnu en milepæl i dansk rugbyhistorie – Rugbyklubben Speed kunne med stolthed kalde sig de første danske mestre. En præstation, der vidner om klubbens betydning og stærke fundament i sportens tidlige år.
Det danske landshold spiller i dette årti 12 landskampe og igen de fleste mod Sverige, men det bliver også til en kamp mod Polen og Østtyskland. To ender uafgjort, resten tabes.
Sådan så