Rugbyspillet kom til Danmark i 1931, introduceret af udstationerede engelske soldater. En af dem var James White, en engelsk journalist, der netop var flyttet til Danmark. Sammen med Noel Jørgensen, en dansker der havde lært rugby at kende under et ophold i England, stiftede de Københavns Rugby Klub. Klubben trænede fast på Østerbro Fælled, men selv med stor entusiasme og masser af gode folk, kom sporten aldrig for alvor i gang – mange danskere syntes simpelthen, at rugby var for hårdt og voldsomt.
I 1933 gjorde man endnu et forsøg, denne gang var det danske soldater i Roskilde, der ville afprøve den engelske sportsgren. Men også dette initiativ gik i stå, da soldaterne blev sendt og spredt ud over landet efter blot fem måneders tjeneste.
Eigil Hemmert Lund – En pioner med vedholdenhed
En af soldaterne, Eigil Hemmert Lund, nægtede dog at give op. I 1938, mens han var udstationeret i Tønder, forsøgte han igen at starte rugby op. Han formåede at samle to hold, men projektet blev hurtigt lukket ned – garnisonskommandanten forbød sporten da mange af soldaterne, efter kamp mødte ind med en lang række skader.
Eigil Hemmert Lund i forbindelse med DRUs 50 års jubilæumsreception i 2020.
Efter Anden Verdenskrig fortsatte Lund sin indsats. I 1949, som nyansat ved Københavns Politi, tog han endnu et initiativ og grundlagde Politiets Rugby Klub. Med støtte fra den engelske ambassade begyndte rugby for alvor at få fodfæste i Danmark.
Samtidig, i årene 1947-48, var en gruppe unge danskere vendt hjem fra tjeneste i den britiske hær. De havde lært rugby i England og besluttede at starte deres egen klub i København, som de kaldte Ex-Army Rugby Club. De spillede primært mod britiske besøgshold og Politiets Rugby Klub.
Ved starten af 1949 begyndte interessen blandt de tidligere soldater dog at falde, hvilket skabte bekymring for sportens fremtid i Danmark. Heldigvis voksede interessen blandt andre danskere, og den 31. marts 1949 blev der afholdt et opstartsmøde, hvor både nye og gamle spillere deltog – alle med et fælles ønske om at føre rugbyen videre. På mødet besluttede man at give klubben et nyt navn. Da der ikke var enighed, trak man lod – og navnet blev Rugbyklubben Speed. Klubben blev officielt grundlagt i 1949 og er i dag Danmarks ældste rugbyklub – faktisk blot én dag ældre end Dansk Rugby Union, som blev stiftet af Eigil Hemmert Lund den 1. april 1949. Unionen blev dog først officielt anerkendt i 1950.
Rugbyklubbens Speed første hold 1950
Jørgen Larsen er manden bag Rugbyklubben Speed og en stor del af dansk rugbys fortælling. Jørgen modtog DRUs æresnål i 1977 og DIFs ærestegn i 1997. Her står han sammen med DRUs formand Jens Skare Nielsen i forbindelse med Jørgens 80 års fødselsdag.
Den 23. oktober spiller Danmark sin første uofficielle landskamp mod Sverige, hvor der har været spillet rugby siden 1933. Kampen spilles i Stockholm og Danmark taber en tæt kamp 0-6. Herefter var Sverige Danmarks årlige modstander frem til 1964, hvor man gik over til at spille Baltisk Cup mellem de baltiske lande, Sverige og Danmark.
Holdet mod Sverige. den 23. oktober 1949
Turen til Stockholm foregik i bus og det var den gang en lang tur, som kunne have gået gruligt galt da bussen væltede ned af en høj skrænt på vej til Stockholm, heldigvis kom ingen alvorlig til skade og Politiets Rugby Klub, som dengang udgjorde det danske landshold, kunne tage videre til den svenske hovedstad og spille den første landskamp. Eigil Hemmert Lund var en del af dette landshold. Året efter stiftede Eigil Dansk Rugby Union.